Vi hos NANUBØRN er dybt taknemmelige over det fantastiske initiativ fra Ilik, der i anledning af deres 10-års jubilæum har valgt at fravælge gaver og blomster til deres reception. I stedet har Ilik opfordret deres gæster til at donere til NANUBØRN og støtte vores arbejde med at hjælpe børnefamilier i Grønland, der har brug for ekstra støtte i juletiden.

Ilik, som blev grundlagt i 2013 af Maren Sander Granlien, er et konsulentfirma med 6 ansatte i Nuuk. 

Navnet ilik betyder holdkammerat – og det er præcis, hvad Ilik er for os: en medspiller, der tager ansvar og gør en forskel for Grønlands børn. 

Deres mission om bedre IT-anvendelse og brugeroplevelser bliver nu også til en mission om at skabe bedre muligheder for de familier, der har brug for lidt ekstra i julen.

Deres opfordring lyder: “I stedet for at medbringe gaver eller blomster til jubilæumsreceptionen ønsker vi, at du i stedet sender en donation afsted til NANUBØRN. NANUBØRN leverer direkte værdi til de grønlandske børn, der har brug for det, uden så mange omveje og administration. Hjælp os med at støtte deres arbejde.” Dette smukke budskab fra Ilik viser, hvordan vi sammen kan gøre en reel forskel, og vi håber, at andre virksomheder vil lade sig inspirere af deres idé.

Tusind tak til Ilik for denne generøse gestus. I viser, at små ændringer kan skabe store resultater, når vi løfter i flok. Vi ærer jeres ønske og er dybt taknemmelige for jeres støtte til vores arbejde.